Valby Idrætspark er udvalgt som fodboldfacilitet til EM 2020

31.01.2019
Københavns Kommune stiller Tingbjerg og Valby Idrætsparker til rådighed, når fodboldfeberen rammer hele Europa ved EM i 2020.

2020 markerer 60 årsjubilæet for den første EM-slutrunde. Som led i fejringen har UEFA besluttet at fordele værtskabet på 12 europæiske byer, heriblandt København. Hovedstaden lægger græs til afviklingen af fire EM-kampe, og derudover skal to af byens idrætsanlæg danne ramme for træningsfaciliteter for de europæiske spillere.

Fodboldfest for københavnerne

Københavns Kommune har netop underskrevet en aftale med UEFA, der stiller Tingbjerg og Valby Idrætsparker til rådighed som henholdsvis Transfer Training Centre og Team Base Camp.

”Som vært for EURO2020 ser vi frem til at byde nogle af verdens bedste fodboldspillere velkommen til København. Med Tingbjerg og Valby Idrætsparker får spillerne gode træningsfaciliteter, så de kan være helt klar til de vigtige kampe - som tusindvis af tilrejsende fodboldfans og københavnere glæder sig til at overvære,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

”Banerne i Tingbjerg og Valby lægger til daglig græs til alt fra miniputter med store drømme til old boys, der tydeligt husker 1992. Under turneringen lægger de græs til Europas bedste fodboldhold. Dét er stort og for alvor noget, der favner bredt og signalerer folkefest og fodboldfeber,” siger kultur- og fritidsborgmester i København Franciska Rosenkilde (Å).

Valby Idrætsanlæg som træningsanlæg

”Det er glæder os rigtig meget, at Valby og Tingbjerg også har takket ja til at blive en del af vores Team Base Camp. De kommer til at styrke og blive lige så vigtig en del af den folkefest, som EURO2020 kommer til at blive,” siger konstitueret administrerende direktør i DBU Kenneth Reeh.

Tingbjerg Idrætspark skal være Transfer Training Centre, hvilket vil sige, at idrætsparkens baner fungerer som træningsbaner for hold, der skal spille kamp i Parken.

Valby Idrætspark skal være Team Base Camp og indgår dermed i et katalog, som holdene kan vælge imellem i forhold til at have et fast sted at bo og træne under slutrunden.
 

Fakta:

  • Tingbjerg Idrætspark er Transfer Training Centre. Det betyder, at hold, der skal spille kamp i Parken, kan benytte faciliteterne i Tingbjerg til træning forud for EM-kampen. Der er dermed flere af de europæiske hold, der kommer til at benytte Tingbjergs faciliteter under turneringen.
  • Valby Idrætspark er Team Base Camp. Det betyder, at idrætsparken indgår i et katalog af faciliteter, hvor holdene kan bo og træne et fast sted under slutrunden. UEFA har klare retningslinjer for, hvad de enkelte træningscentre og hoteller skal kunne opfylde for at komme i betragtning. Det omfatter både kvalitet af baner og omklædningsrum, sikkerhed, hotelstandard og afstand til selve kampstedet, der ikke må overstige 60 km/1,5 times buskørsel.

EURO2020:

  • I 2020 markerer UEFA 60-året for den første EM-slutrunde ved at fordele værtskabet på 12 forskellige byer i hele Europa. Dermed kommer fodbolden tættere på fansene, og med 24 spillende europæiske tophold venter der noget af den bedste fodbold på stadion og tv.
  • For første gang nogensinde er Danmark blevet valgt som et af værtslandene ved en EM-slutrunde. København skal derfor være vært for fire kampe i perioden 13. til 29. juni 2020.
  • Med 275 millioner aktive fodboldspillere og 3,5 milliarder fans i verdenen, er fodbold til den mest populære sportsgren. EM anses ligeledes for at være verdens tredjestørste sportsbegivenhed – kun overgået af OL og VM. Dermed vil EURO2020 også være historiens største sportsbegivenhed på dansk grund.
  • Den store opmærksomhed omkring UEFA EURO2020 skal promovere Danmark og fodbold i fællesskab med de 11 medværter og UEFA. Fodbold kan bygge bro på tværs af forskelligheder og skabe fællesskab.
  • Læs mere om EURO2020 her.