To nye cafeer åbner i Valby

Bastard Café åbner i Valby Kulturhus og SydhavnsCompagniet åbner en café i Valby Hallen.

Fredag d. 29. september slår to nye cafeer dørene op i Valby.

I Valby Kulturhus er det Bastard Café, som byder velkommen til en ny brætspilscafe. I Valby Hallen er det den lokale og sociale aktør SydhavnsCompagniet, der byder indenfor.

Du kender Bastard Café fra HUSET

Bastard Café har i mange år haft hjemme i HUSET. At de åbner endnu en café i Valby Kulturhus, er der flere årsager til.

Til oktober åbner Spillaboratoriet i Valby Kulturhus, som er et nyt tilbud til alle, der dyrker analog nørdekultur, såsom warhammer, rollespil, cosplay og brætspil.

Dét i kombination med, at HUSET skal renoveres, gør samarbejdet med Valby Kulturhus oplagt.

”Vi er spændte på at se, hvad det betyder for huset med forpagter, som tiltrækker sit eget publikum til cafeen. Vi fik en forsmag på, hvor fedt det kan blive til deres pop-up-café til Valby Kulturdage” – siger Mette Enemærke, bydelsleder i Kultur og Fritid Valby.

SydhavnsCompagniet driver lokalt medborgerhus

SydhavnsCompagniet er en lokal aktør, der blandt andet driver et medborgerhus og en beskæftigelsesindsats i Sydhavnen. Det er en organisation, der brænder for inklusion og frivillighed.

SydhavnsCompagniet har derfor fokus på at skabe gode rammer for fællesskabet i Valby Hallen og vil være en aktiv medspiller i forbindelse med stævner, messer og andre større arrangementer.

”Nu hvor Valby Hallen åbner dørene til en ny sæson, kan brugere af anlægget se frem til at møde en ny spiller på banen” - siger Mikkel Simonsen, idrætskonsulent i Kultur og Fritid Valby.

Er du til brætspil eller helstegt pattegris?

Begge cafeer åbner fredag d. 29. september.

Hos Bastard Café er programmet stadig undervejs, men du kan med sikkerhed forvente masser af brætspil. Og kage, som Bastard Café skriver i Facebook-eventet for åbningsfesten

SydhavnsCompagniet inviterer til en festlig indvielse, hvor de kårer årets frivillige ildsjæl, serverer helstegt pattegris og byder på gratis koncert med det anarkistiske goselkor Vocal X. Se invitationen nedenfor.

Invitation til åbningsfest i SydhavnsCompagniets café i Valby Hallen