Nyt samarbejde bringer gadeteater til børn i udsatte byområder

02.07.2021
Et nyt samarbejde mellem lokale aktører bringer kvalitetsteater til Folehaven og Kulbanen hen over sommer og sensommer.

Der sidder 40 børn og 10 voksne klar til at se forestillingen ’Chicks’ af Hr. Teater på Kulværket, den nye bemandede legeplads i Kulbanekvarteret. Forestillingen er den første forestilling i en række gratis gadeteaterforestillinger for børn og deres voksne i Folehaven og Kulbanen.

’Chicks’ er en klovneforestilling om de to burhøns Hilda og Gump, der oplever friheden for første gang.

Forestillingen starter. Søskendeparret Hilda og Gump lever side om side sammenklemt i et bur - indtil lågen en dag går op, og en ny verden ligger for deres fødder. De to høns spilles fabelagtig og grinagtigt af Ida Kenskov og Camilla Maike Juul. Deres komik tager publikum med storm.

”Jaaa! Åh! Og nej, nej, nej!” råber børnene, der lever sig ind i kyllingernes genvordigheder, når de udforsker den spændende og lidt farlige verden udenfor buret.

Hilda lægger æg, som Gump prøver at stjæle. Børnene har forståelse for Hildas forurettede følelser, men jubler også for Gump, der sejrrigt har nuppet æggene. Ikke mindst drengene fra fritidsklubben morer sig kosteligt og peger, gisper og råber velmenende råd. Der er spænding til sidste øjeblik, og lidet bliver det bemærket, at regnen tager til.  

Sommeren bliver fyldt med gadeteater i Folehaven og Kulbanen

Forestillingen er del af et nyt samarbejde mellem Områdefornyelsen i Folehaven, Mit Kvarter, den bemandede aktivitetsplads i Kulbaneparken Kulværket, Vigerslev Bibliotek og Valby Kulturhus.

Det nye samarbejde betyder, at du hen over sommeren kan opleve hele 10 teaterforestillinger og er du nysgerrig på ’Chicks’ kan den opleves igen den 11. september til Folehavefestivalen. Se oversigten over kommende forestillinger nedenfor.

Forestillingerne er finansieret af Børnekulturstedernes netværk i Københavns kommune samt Kulbanepuljen.

Kvalitetsteater for alle

Samarbejdet har som mål at trække by- og kulturlivet ud i byrummene, hvor alle har lige adgang til dem. Teaterforestillingerne kan vise børnene nogle krøllede og sjove vinkler på verden, på livet og mangfoldigheden.

Der er et behov for, at alle børn kan samles om og glædes over spektakulære teateroplevelser. Gadeteaterforestillingerne er med til at skabe fokus på de mange muligheder Kulbaneparken, Kulværket og byrummet omkring Vigerslev tilbyder.

Flere af de kommende forestillinger suppleres af andre aktiviteter – FerieCamp i Folehaven, Kulturfest i Kulbanen, Folkekøkken ved Vigerslev Bibliotek og Danmarks Internationale Gadeteaterfestival.

Nedenfor kan du se en samlet oversigt over de kommende forestillinger, der er GRATIS og åbne for alle. 

Fakta

Samarbejdspartnerne tæller: Områdefornyelsen i Folehaven, Mit Kvarter og den bemandet aktivitetsplads i hjertet af Kulbaneparken Kulværket. Valby Kulturhus og Vigerslev Bibliotek, som er en del af enheden Kultur V. Det er midler fra Børnekulturstedernes netværk i Københavns kommune og Kulbanepuljen, som har gjort forestillingerne og samarbejdet muligt. 

Teateroversigt

2.7. kl. 11.00 ”Chicks” med Hr. Teater. Ved Den Bemandede Legeplads Kulværket

26.7. 10.30 ”Kejserens Nye Klæder” med Svanen dukketeater. FerieCamp i Folehaven. I det centrale byrum foran Vigerslev Bibliotek

29.7. 10.30 Fusskorpf med Teatret Fyren og Flammen. Feriecamp Folehaven. I det centrale byrum foran Vigerslev Bibliotek.

29.7. 15.30 Tam Vild med Teater Rakkerpak. Ved Den Bemandede Legeplads Kulværket

14.8. 13.00 ”Camelia Orcestra” med Teater Glimt. En del af Kulturfesten i Kulbanen. Ved Den Bemandede Legeplads Kulværket

25.8. 14.00 ”GIORGIO HARMONIE” Gadeteater fra Danmarks Internationale Gadeteaterfestival. Ved Den Bemandede Legeplads Kulværket

25.8. 14.00 ”STREET CAFÉ” Gadeteater fra Danmarks Internationale Gadeteaterfestival. I det centrale byrum foran Vigerslev Bibliotek

25.8. 16.30: ”STREET CAFÉ” Gadeteater fra Danmarks Internationale Gadeteaterfestival. I det centrale byrum foran Vigerslev Bibliotek

25.8. 17.30 ”GIORGIO HARMONIE” Gadeteater fra Danmarks Internationale Gadeteaterfestival. I det centrale byrum foran Vigerslev Bibliotek

11.9. 13.30 ”Birdy” med Teatret Brændende Kærlighed. En del af Folehavefestivalen

11.9. 14.30 ”Chicks” med Hr. Teater. En del af Folehavefestivalen

 

 

 

Kultur V - mail: kulturv@kff.kk.dk - tlf.: 33 66 30 50