Ny biblioteksleder vil dyrke identiteten for nærområderne

03.05.2018
Monica Finderup bliver ny daglig leder af Sydhavnens Bibliotek og Vigerslev Bibliotek.

Sydhavnens Bibliotek og Vigerslev Bibliotek får ny daglig leder. Fra onsdag den 1. maj overtager Monica Finderup den daglige ledelse af de to biblioteker i Kultur V.

”For mig er det et drømmejob netop at skulle arbejde med Sydhavnens Bibliotek og Vigerslev Bibliotek. Begge biblioteker har det til fælles, at de har et meget nært forhold til deres nærområde. Begge biblioteker er stærke samlingspunkter, hvor man løfter en større opgaven end blot at låne bøger ud: Man er center for viden, demokrati og dannelse. Man skaber lokal identitet. Den opgave glæder jeg mig meget til at blive en del af”, siger Monica Finderup.

Stærkt kendskab til biblioteksdrift

Monica kommer fra et job som bibliotekskoordinator hos Kulturstationen Vanløse, der også er en del af Kultur V. At Monica nu bliver daglig leder af Sydhavnens Bibliotek og Vigerslev Bibliotek ligger derfor i naturlig forlængelse, at hun har en solid erfaring med biblioteksdrift og har deltaget i en lang række udviklingsprojekter på tværs af Københavns Biblioteker.

”Jeg vil gå ydmygt til opgaven. Nu skal jeg først lære medarbejderne, bibliotekerne, bydelene og nærområdets borgere rigtig godt at kende”, slutter Monica Finderup.

 

Fakta:

  • Monica Finderup er 41 år, uddannet børnebibliotekar (2001), og bosat i Vanløse.
  • Siden 2001 har Monica arbejdet hos Kulturstationen Vanløse. Fra 2012 som bibliotekskoordinator.
  • Monica overtager den daglige ledelse af Sydhavnens Bibliotek og Vigerslev Bibliotek. Hun afløser Lars Becher på Sydhavnens Bibliotek og Lene Karsbæk på Vigerslev Bibliotek.
  • Lars Becher er fortsat daglig leder for Valby Bibliotek, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, og Kulturstationen Vanløse (som han netop har overtaget ledelsen af fra Ole Jensen).
  • Lene Karsbæk er fortsat daglig leder for alle idrætsanlæggene i Valby, Vanløse, Vesterbro og Sydhavnen.
  • Læs mere om Sydhavnens Bibliotek og Vigerslev Bibliotek på bibliotek.kk.dk eller kulturv.kk.dk.