Kontorhub afvikles som tilbud

03.04.2018
Ombygningen af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus betyder, at Kontorhubben nedlægges som tilbud og ikke genåbnes, når ombygningen afsluttes.

Efter godt et år som tilbud til københavnerne er det slut. Fra den 1. maj 2018 er det ikke længere muligt at booke kontorpladser i Kontorhubben hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Ombygning udløser nedlæggelse

Fra den 1. maj starter en omfattende ombygning af 2., 3. og 4. sal i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus for at give plads til et nyt 10. klassecenter. Det betyder konkret, at en lang række af de nuværende funktioner på etagerne enten flytter eller forsvinder.

For Kontorhubben betyder det et endeligt punktum. Derfor vender Kontorhubben ikke tilbage som tilbud, når ombygningen af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus ventes afsluttet omkring september måned.

Læs også: Ny ombygning af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Alle brugere, der på nuværende tidspunkt har booket en kontorplads i Kontorhubben, har modtaget direkte besked om ændringen.

Fortsat adgang til studiepladserne

Det vil fortsæt være muligt at benytte det begrænsede antal studiepladser i stuen og på 1. sal hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Man skal blot være opmærksom på, at studiepladserne ikke kan bookes på forhånd, og at man hver dag skal tage alle sine ting med sig, når man forlader biblioteket.