Kompostbanden slår til på Toftegård Plads

13.04.2021
  • Der leges solsorten efter regnormen
Grib skrællerne fra aftensmaden, aflever dem i Valbyhavens kompostspand og bliv sammen med dine børn klogere på naturens nedbrydning.

Vi befinder os i et hjørne på Toftegård Plads lige foran Valby Kulturhus. Her ligger Valbyhaven som en lille oase. Fire pædagogstuderende hænger de sidste illustrationer op inden lanceringen af deres projekt ”Kompostbanden”. De har skabt et læringsmiljø om kompost her i Valbyhaven til lokale børnefamilier og daginstitutioner.

Hvor bor regnormen?

Snart høres lyden af fire nysgerrige og forventningsfulde børn i Byhaven. De bliver modtaget af en af de studerende, som er iført sort tøj og et mundbind med et orange næb. De fire børn går i stå, da de ser ham komme gående imod dem. ”Hej og velkommen. Hvor er jeg glad for, at I er her”, siger pædagogen. ”Du er en fugl!” siger en af børnene med fjollet stemme og griner. ”Ja! Jeg er en solsort. Og ved I hvad? Jeg elsker at spise regnorme. Vil I se, hvor der bor rigtig mange regnorme?”

Børnene nikker ivrigt og sammen går de ned i den bagerste del af haven. Her står to kompostbeholdere. Låget bliver taget af, men det er svært at se ned i spanden. Et barn bliver løftet op for at se, hvad der er dernede, mens en af de andre hurtigt opdager, at der er en luge på siden af spanden, som kan åbnes. Her kan de bedre se, hvad der gemmer sig i komposten. En gruppe regnorme rører på sig. ”Regnorme vil helst gemme sig i jorden, hvor der er mørkt” fortæller en studerende, som er klædt ud som regnorm.

Alle fire børn er optaget af at se på de forskellige dyr og madrester. Der er regnorme, tusindben og bænkebidere. De kaldes nedbrydere, fordi de spiser blade, grene og vores madaffald.

Ved I, at det er jord, der kommer ud af regnormen, når den laver lort? Spørger den studerende, mens hun tager en regnorm op i hånden.

Regnormen kvitterer med at sende en lille snoet mængde muld afsted. Det skaber en blanding af fascination og afsky blandt børnene.

Det tager 10 år før en ispind er nedbrudt

Det er blevet tid til en lille leg, vi kalder ”Solsorten efter regnormen”. Det er den klassiske fangeleg og børnene, der leger de er regnorme, hviner som de løber afsted for at undgå solsortens næb.

Et papkrus kommer trillende hen mod de ivrige regnorme, og det får legen til at gå i opløsning, for hvor lang tid tager det egentligt for sådan et krus at blive nedbrudt i naturen? Der ledes nu efter skrald rundt om i Haven. Børnene gætter på, at det tager 41 dage for en ispind at forsvinde, hvis den bliver smidt på jorden i stedet for i skraldespanden. Faktisk tager det 10 år før den er helt væk med hjælp fra vores nedbryder-venner!

Tiden er fløjet af sted og alle har haft det supersjovt. Dagen sluttes af med en lille sang om kompost og børnene får hver en medalje for at vise, at de nu er med i Kompostbanden.

Et samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole, Valbyhaven og Valby Kulturhus

Kompostbanden er opstået i samarbejde med Valby Kulturhus og Valbyhaven under et forløb om social innovation og entreprenørskab på Københavns Professionshøjskole, blandt andet for at sætte fokus på FNs verdensmål om bæredygtighed og lokalt fællesskab. 

Besøg Valbyhaven på Toftegårds Plads foran Valby Kulturhus og læs mere om Valbyhaven her.

Vil du læse mere?

Nedenfor finder du fire dokumenter, som Kompostbanden har udarbejdet: En beskrivelse af kompostaktiviteter og -lege, billeder af kompost og nedbrydere samt en kompostsang og et printbart opgavesæt. 

Kultur V - mail: kulturv@kff.kk.dk - tlf.: 33 66 30 50