Keramikværksted igen åben for nye brugere

08.03.2018
Ny brugermodel åbner døren for, at flere københavnere kan bruge keramikværkstedet i Valby Kulturhus. Tilmelding til introforløb starter nu.

Vil du i gang med at dreje ler til krukker og kopper, så kan du igen rette blikket mod Valby Kulturhus.

Efter en længere pause, hvor der var lukket ned for nye brugere, er der igen åben adgang for københavnerne til keramikværkstedet. Men før du kan komme i gang, skal du igennem et introforløb over to omgange.

Nyt brugerkoncept

”Siden nytår har vi sammen med brugerne arbejdet på at udvikle et nyt koncept, der igen giver nye brugere adgang til at bruge keramikværkstedet, men som samtidig tager højde for, at man skal kende faciliteterne og arbejdsgangene i værkstedet, for at det bliver et godt sted for alle at være”, siger Lene Karsbæk, der er daglig leder for Valby Kulturhus, og fortsætter:

”Helt konkret betyder det, at alle nye brugere skal igennem et introforløb over to gange: På det ene introforløb bliver man introduceret til keramikværkstedet og dets muligheder. På det andet forløb får man en indføring i værkstedets organisering og arbejdsfællesskab”.

Introforløb fra april og frem

Det nye brugerkoncept betyder således, at alle nye interesserede brugere skal igennem et introforløb, før de kan bruge keramikværkstedet på fast basis. Introforløbene starter fra april og kommer derefter med en måneds mellemrum.

”Det er brugerne selv, der står for at gennemføre introforløbene. Dermed får vi også en god overlevering i, hvordan normer og arbejdskultur i keramikværkstedet fungerer”, siger Lene Karsbæk.

Læs mere om tilmelding til introforløb til keramikværkstedet her.