Corona-info

Byen er åben, men vi skal passe på hinanden. Se de nyeste regler her!

 

Læs mere på kk.dk/kultur-og-fritid-coronainfo

 

Kastanjedyr baner vej for dialog om Corona

02.11.2020
’Corona i børnehøjde’ er titlen på et projekt, der skal hjælpe børn med at udtrykke deres tanker om pandemien gennem kreativ udfoldelse.

Det kan være svært at sætte ord på sine tanker og følelser omkring Corona-situationen. Især hvis man som barn stadig er ved at udvikle sit sprog.

Derfor har en gruppe pædagogstuderende fra Københavns Professionshøjskole valgt at arbejde med, hvordan de kan sætte gang i børns snak om Corona gennem kreativ udfoldelse.

De fem pædagogstuderende, Alexandra, Catja, Sasha, Daniel og Selina, har dette semester haft et valgfag med fokus på socialt og kulturelt iværksætteri.

Deres indsats har resulteret i projektet ’Corona i børnehøjde’, som de har udviklet sammen med Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Vi bygger, skaber og tegner os frem

Projektet har i løbet af oktober måned budt på to workshops for børn: En corona-dyr-workshop med kastanjer på den bemandede legeplads Skydebanehaven og en workshop for børnehaveklasser på Lykkebo Skole.

Til workshoppen på Lykkebo Skole skulle børnene forholde sig til en historie om en dreng på 6 år, der synes det er lidt underligt det her med Corona, og han savner sine venner. Efter at få læst historien højt fik børnene mulighed for at udtrykke sig ved at tegne og fortælle.

På den måde har de studerende altså hjulpet børnene med at udtrykke sig ved at bygge, skabe og tegne i stedet for kun at tale:

”Vi har observeret og erfaret, at mange børn har svært ved at forstå situationen. Derfor ville vi gerne skabe et tryg læringsrum med fokus på det kreative” - forklarer Catja fra projektgruppen.

De flotte workshop-produktioner, ’corona-dyr’ og tegninger, har den sidste uges tid været udstillet på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus for skabe dialog blandt de forbipasserende på biblioteket.

Udstillingen er slut, men du kan se billeder og læse mere om projektet her

Et tværfagligt og lokalt samarbejde

’Corona i børnehøjde’ er et af de mange projekter, der gennem tiden er udsprunget af samarbejdet ’Nabohood’ – et projekt, der er forankret hos Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg, hvor der samarbejdes med beboere, brugere, kulturinstitutioner og aktører i nærområdet.  

Kultur V - mail: kulturv@kff.kk.dk - tlf.: 33 66 30 50