Hvem skal være den næste mester i foredrag

20.09.2018
Valbymesterskaberne i foredrag er i gang. To semifinaler lægger op til den afgørende finale den 28. oktober 2018 i Valby Kulturhus.

Efteråret er over os, og dermed tredje sæson af VM i Foredrag. Altså Valbymesterskaberne –  med to semifinaler og finale. Første semifinale finder sted i Timotheuskirken torsdag den 27. september kl. 19, hvor fem udvalgte fortællere giver bud på 12 minutters miniforedrag, der på engagerende måde skal give publikum indsigt i et spændende emne.

To semifinaler og en finale

Vi skal høre om disciplin i folkeskolen, stalking, automattanker, behandling for barnløshed og mål, der giver succesoplevelser. Et dommerpanel på tre retoriske eksperter giver foredragsrollerne gode ord på vejen – og til sidst point. Publikum kan også deltage i pointgivningen, og der udvælges to finalister.

Samme procedure kan opleves ved anden semifinale den 11. oktober, og de udvalgte foredragsholdere tørner sammen i finalen, der afholdes i Valby Kulturhus søndag den 28. oktober 2018:

”Det er en god ide at sætte kryds ved alle tre datoer” opfordrer Leif Norlyk, der er kulturmedarbejder i Valby Kulturhus, som er den ene part i VM-samarbejdet. Andre parter er Timotheuskirken og kommunikationseksperter boende i Valby. ”Tidligere års publikum har oplevet at blive sat ind i spændende og relevante emner på meget kort tid, hvor de er blevet kastet rundt mellem overrumplende komik, dyb eftertænksomhed og flere virkelige greb om hjertet. De har nydt at stifte bekendtskab med de engagerede fortællere, og de har givet udtryk for at have lært meget ved at høre dommernes tanker om både håndtering af emner og fremstillingsform”, fortæller Leif Norlyk.

Kendte ansigter i dommerpanelet

”Samtidig har foredragsholderne fået meget ud af processen – og fået mange redskaber til at skære deres fortællinger endnu bedre til, og for finalevinderen lettes vejen til en rigtig professionel karriere som foredragsholder. De to tidligere vindere fra 16 og 17 er begge godt i gang med deres karrierer.”

Årets kandidater ved den første semifinale er: Viggo Smitt, Sabina Vitting-Seerup og Freja Graf, Eydis Dali, Aske Ebbesen og Osama Salame. Dommerne er ingen ringere end Maise Njor, Thea Sejr Feveile og Paula Larrain. Senere dukker bl.a. Sebastian Dorset, Peter Kjær og Jes Dorph-Petersen op i dommerpanelet.

Det er gratis at deltage, og i pausen er der mulighed for at købe øl, vin og vand til meget menneskelige priser.