Gadegalleri på vej til Vanløse

03.01.2019
Umiddelbart før jul besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at give grønt lys til etablering af et nyt gadegalleri ved Vanløse Idrætspark.

Et nyt gadegalleri kan efter planen etableres i Vanløse i foråret 2019. Gadegalleriet vil blive placeret nær Vanløse Idrætspark. Her bliver der mulighed for lovligt at male graffiti og lave street art, hvilket kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å), hilser velkomment:

”Med gadegalleriet får københavnerne mulighed for at male graffiti uden at komme på kant med loven. Vanløse kommer til at rumme et stykke undergrundskultur, der er utrolig vigtigt for hele vores kommune. Kunst- og kulturområdet skal ikke blive for pænt og poleret, så jeg ser frem til åbningen af gadegalleriet”, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Udvalgets planer vil gøre Vanløse til et sted i København, hvor graffitimaling og street art kan finde sted lovligt. Det har ikke været muligt siden nedlæggelsen af gadegalleriet ved Skoda-grunden på Nørrebro i 2016.

Opsætningen af det nye gadegalleri kommer til at strække sig over ca. 60 meter, og placeringen bliver på græsarealet mellem rullehockeybanen ved Vanløse Idrætspark og Vanløse Byvej.

Fakta

  • Gadegalleriet kan efter planen etableres i foråret 2019.
  • Gadegalleriet på ca. 60 meter opsættes på græsarealet mellem rullehockeybanen ved Vanløse Idrætspark og Vanløse Byvej.
  • Budgettet for opsætning af et midlertidigt gadegalleri ved Vanløse Idrætspark samt driftsudgifter for det første år løber op i ca. 212.000 kr.
  • Herefter forventes det, at de årlige udgifter til den løbende drift og vedligeholdelse af gadegalleriet ligger på ca. 42.000 kr. i alt.
  • For at holde området rent vil der blive opstillet to containere specielt til tomme sprayflasker.