Gå til cirkusleg, yoga, rytmik eller rollespil

16.01.2020
  • ""
    Foto: Iben Ravn
Zone2 åbner et nyt hold med akrobatik og bevægelse. Der er åbent for tilmeldinger til alle holdaktiviteterne i Zone2 hos Valby Kulturhus nu.

Som noget helt nyt kan dit barn gå til cirkus i Valby Kulturhus. Zone2 Børnekultur har nemlig indgået et samarbejde med foreningen Ørkenfortet, som ellers holder til hos AFUK (Akademiet for Utæmmet Kreativitet) på Enghavevej i Sydhavnen, om at lave et cirkuslegehold for 4-5-årige i Valby Kulturhus.

Glæden ved akrobatik og bevægelse

”Hver fredag eftermiddag mødes vi til nye eventyr og cirkusleg, hvor vi leger med akrobatik balance, koordination, samarbejde og fokuserer på glæden ved bevægelse. Bagefter er der mulighed for at spise i Kulturhusets cafe inden Disney Show skyder weekenden i gang.” fortæller Kirsten Del Campo, fra foreningen Ørkenfortet.

Mange andre tilbud til store og små

Der er fuld gang i tilmeldingerne til forårets holdaktiviteter for børn og unge – og der er noget for næsten enhver smag. For store børn og unge, er der mulighed for at gå til musik, dans, drama, rollespil, skriveværksted eller yoga. For de mindste er der rytmik, babygroove og nu også tumle-yoga og cirkus-leg. Og for børn i indskoling og mellemtrin, er de fleste ovennævnte aktiviteter også en mulighed. Alt det kan du læse mere om på vores hjemmeside. 

De fleste af holdene starter i løbet af januar, mens cirkusleg først starter efter vinterferien. Der er stadig ledige pladser, men det er i disse dage pladserne nuppes, så tøv ikke med at få dit barn tilmeldt.

Læs mere om holdaktiviteterne og tilmeld dit barn her på websiden.

 

Kultur V - mail: kulturv@kff.kk.dk - tlf.: 33 66 30 50