Et sted med plads til at lege og møde andre børn

04.04.2018
Andet portræt er fra børnebiblioteket, hvor Paloma, Lene, Thea, Thorbjørn og Johanne hænger ud sammen med andre børn og deres voksne.

I dag kigger vi indenfor hos børnebiblioteket på 1. sal i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, hvor vi møder Paloma på 1 år og hendes mormor, Lene. Vi møder også Thea og Thorbjørn, der er moster og onkel til Johanne på 2 år.

Griber enhver chance

Thea: "Vi griber en hver chance, der er for at tilbringe tid sammen med Johanne. Og så kan vi jo også spise medbragt mad her og bare hænge ud og lege".

Thorbjørn: "Det er faktisk første gang, at vi er her. Men vi ved, at biblioteker som regel har en børneafdeling, så vi satsede på, at her var noget for Johanne. Hendes forældre skulle arbejde længe i dag, og vi har begge fri fra studierne, så det passede perfekt. Og vi bor tæt på vuggestuen, som ligger tæt på biblioteket".

Lyden af andre børn

Lene: "Det er ikke første gang, at vi er her. Vi kan godt lide at komme her, fordi her er rart at være, og der ikke er for meget larm. Paloma er blind og skal snart starte i vuggestue, og derfor har hun brug for at komme ud og være sammen med andre børn, så hun kan vænne sig til deres lyde. Som blind er hørelsen ekstra skærpet, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på ting som akustik og at skabe pauser i larmen.

Jeg er gået ned i tid som laboratorietekniker, så jeg en dag om ugen kan være sammen med Paloma og lave hyggelige aktiviteter. Vi er meget tætte, Paloma og jeg, og vi går også til yogarytmik og i svømmehallen. Paloma elsker musik og vand".

Læs mere om børnebiblioteket hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus her.