Don’t Look Back in Anger: Oplev ny udstilling på Toftegårds Plads

07.06.2021
Fire studerende har skabt en udstilling på trappen op til Café Incita, der fortæller om de svære og gode oplevelser unde covid-pandemien.

Et nyt samarbejde mellem Roskilde Universitet og Valby Kulturhus har resulteret i en udstilling på Toftegårds Plads. Udstillingen er skabt af fire bachelorstuderende fra Performance Design, Roskilde Universitet, Frida Rask Wolff, Sofie Heber Hahn Petersen, Cecilia Ulsøe og Lærke Maria Hesselvig.

Udstillingen har fået titlen ’Don’t Look Back in Anger’ og udsmykker trappen op til Café Incita. Den består af en fotocollage, der formidler samt fortolker forskellige menneskers oplevelser af pandemien.

I perioden d. 3. maj - 30. maj har gruppen indsamlet fotos af egne og andres oplevelser under Covid-pandemien. Der 60 personer, som har bidraget. Billederne illustrerer både positive og negative oplevelser under pandemien.

Torsdag den 3. juni blev der afholdt fernisering, og de studerende kunne introducere deres færdige produkt til omverden under en bagende sommersol.

Vi skaber sammen

De studerende har fra start af haft en ambition om at skabe et projekt med et socialt aspekt. Det er en af grundene til, at de gerne ville samarbejde med Valby Kulturhus, der dagligt danner ramme om forskellige typer af sociale fællesskaber.

Valby Kulturhus har desuden særligt fokus på skabe kulturoplevelser i samarbejde med blandt andre frivillige aktører og uddannelsesinstitutioner. Et fokus, der taler godt ind i studiegruppens ønske om at lave et samskabt kunstværk.

Læs mere om, hvordan du kan Skabe Kultur sammen Valby Kulturhus her

Fakta

  • Udstillingen kan opleves på trappen op til Café Incita indtil d. 17. juni 2021
  • Projektet er et samarbejde mellem Valby Kulturhus og Performance Design, Roskilde Universitet
  • Udstillingen er skabt af Frida Rask Wolff, Sofie Heber Hahn Petersen, Cecilia Ulsøe og Lærke Maria Hesselvig sammen med ca. 60 bidragsydere
  • Projektet er støttet af Snabslanten

Kultur V - mail: kulturv@kff.kk.dk - tlf.: 33 66 30 50