Byt med din nabo - og hjælp miljøet

25.06.2018
Valbys får en bytteø foran Valby Bibliotek, hvor du både kan bringe og hente. Bytteøen åbnede den 23. juni og har åben døgnet rundt.

Tøj, værktøj, legetøj, møbler, ting og sager. Vi køber, og vi smider ud. Men en stor andel af alle de ting, som vi smider ud, fordi vi ikke længere har brug for det, kan sagtens glæde andre.

Det er tanken bag den spritny bytteø, som du fremover finder på den lille forplads foran Valby Bibliotek på Annexstræde.

En del af bibliotekets grund-DNA

Indvielsen af bytteøen fandt sted lørdag den 23. juni 2018, hvor formanden for miljøgruppe hos Valby Lokaludvalg klippede det røde bånd. Ved arrangementet var Lars Becher, der er daglig leder for Valby Bibliotek, inviteret til at sige et par ord:

"Vi er meget glade for, at bytteøen i Valby får plads foran Valby Bibliotek. Tankegangen om, at vi bytter med hinanden - at vi sørger for, at værdifuld viden, værdifulde læseoplevelser, eller ting som stadighar værdifuld brugsværdi, er noget som vi deler med hinanden - det er netop grundbegreber i bibliotekets DNA. Derfor giver det supergod mening, at bytteøen står netop her".

Sådan bytter du

Fra lørdag den 23. juni 2018 kan du bytte dig frem til nyt tøj, køkkenværktøj eller noget helt tredje. Reglerne er enkle:

  • Du medbringer et eller flere ting, som du ikke længere har brug for. Det du medbringer skal være i god stand, og du skal tænke om det, at andre måske vil kunne få mere glæde af det end dig.
  • Du tjekker ud blandt de øvrige ting på bytteøen, om der er noget, som du eventuelt kan bruge. Hvis ja, så tager du det med dig.

Læs mere på hjemmesiden for Valby Lokaludvalg her.

Bytteøen har åben hver dag hele døgnet rundt.