Smag på Etiopien - hvor man spiser popcorn med sukker på

  • M&M
  • M&M
  • Malede ansigter
07 dec

Dato

07.12.2019, 13:00 til 16:00
I Zone2, på 2. sal i Valby Kulturhus - det er gratis at deltage.
Etiopiens Børn inviterer store og små til en dag i Etiopiens navn, hvor du kan smage, danse og høre mere om landet med de 13 måneder

Vidste du, at Etiopien har sin helt eget brød som ligner en pandekage, at man danser ved at ryste sine skuldrer, og spiser popcorn med sukker på ”.

Om arrangementet

Kom og få en masse indtryk af Etiopien på denne workshop i Valby Kulturhus. Igennem eftermiddagen er der hyggelige oplevelser for børn og voksne mellem 4 og 80 år. Sammen går vi på opdagelse i det tredje største afrikanske land, hvor der bor mere end 100 millioner mennesker, som hver især har deres egne skikke, traditioner, måder at tale på og ikke mindst danse på.

Vi lover at du får en sjov dag, hvor vi griner, ryster vores skuldrer op og ned til etiopiske rytmer, som man gør det i Etiopien. Du kan klæde dig ud i eksotiske dragter og smage på lækker mad fra landet, som i øvrigt spises med fingrene. Dagen sluttes af med højtlæsning fra en ny børnebog om Etiopien, som er skrevet af Monica Selassie, bestyrelsesmedlem i Foreningen Etiopiens Børn – og medarrangør af dagens arrangement.

Bogen ETIOPIEN er skabt i tæt samarbejde med grafisk designer Matylda Rosenbæk. Bogen er en opdagelsesrejse gennem Etiopiens forskelligartede kultur. Matylda’s mange fantastiske tegninger illustrerer det spændende land Etiopien er, landets forskellige folk, danse, mad og dyr.

Monica siger om arrangementet ” Vi vil så gerne udbrede kendskabet til Etiopien, til børn og voksne i Valby. Jeg tænkte straks, at Valby Kulturhus var det rigtige sted at gøre det, fordi jeg selv har været glad for at komme i huset og opleve alle de gode aktiviteter som Børnekulturstedet Zone2 har stået for igennem årene”.

Vi glæder os til at skabe gode oplevelser sammen med jer, så tag dine børn eller en anden voksen med til en sjov eftermiddag i Valby Kulturhus.

Alle kan være med, det eneste du har brug for, er at tage dig selv i hånden og så ses vi til en hyggelig eftermiddag i Zone2 i Kultur Valby.

Program kl. 13-16

●Velkommen til en dag i Etiopiens navn
●Etiopiske eventyr
●Klæd dig på, som vi går klædt i Etiopien
●Lær at danse etiopisk til etiopisk musik
●Smag på Etiopien
●Etiopisk ansigtsmaling
●Højtlæsning fra bog om Etiopien
●Konkurrence

Om folkene bag workshoppen

Workshoppen arrangeres af Foreningen Etiopiens Børn, i samarbejde med Valby Kulturhus.

Monica, Shewit og Leila, fra foreningen Etiopiens børn, der alle tre har rødder i Etiopien, arbejder på at skabe en positiv forandring i deres oprindelsesland. Det gør de ved at hjælpe forældreløse børn der intet har, med at skabe sig et bedre liv. Ved at engagere sig i foreningen Etiopiens Børns støtter de et børnehjem, i den nordlige del af Etiopien i byen Mekelle - og sikrer at børnene på hjemmet får en ny chance i livet.

Etiopiens Børn er en frivilligt drevet forening, som støtter et børnehjem i den nordlige del af Etiopien. Foreningen har i dag 300 danske og etiopiske medlemmer, som støtter op om foreningens arbejde, og har en frivilligt arbejdende bestyrelse. For mere information om Etiopien og foreningen:  www.etiopiensboern.dk

Monica Gabre Selassie, som er hovedkraften bag arrangementet, er født og opvokset i Valby med hendes etiopiske forældre og bror. Hun har en kandidat i offentlige administration og internationale udviklingsstudier. Hun har siden sin studietid – og ved siden af sit arbejde i det offentlige - engageret sig i Foreningen Etiopiens Børn, på det sidste som bestyrelsesmedlem.

Shewit Desta er oprindelig fra Etiopien og er vokset op i København med hendes forældre og yngre søskende. Shewit har læst en kandidat i økonomi og marketing fra CBS. I dag arbejder Shewit i det private. Siden 2014 har Shewit været medlem af Foreningen Etiopiens Børns bestyrelse.

Leila Abdulkadir er vokset op i København med hendes etiopiske familie, har læst til sygeplejerske og har en sundhedsfaglige kandidat. I 2018 startede Leila sit bestyrelsesarbejde i Foreningen Etiopiens Børn.

Matylda Rosenbæk er uddannet fra Danmarks Design skole. Siden 2011 har hun drevet sin egen virksomhed. Til daglig laver hun forskellige grafiske opgaver for offentlige og private virksomheder. Matylda har i tæt samarbejde med Monica skrevet bogen om Etiopien, og hendes illustrationer guider læseren igennem hvert kapitel af bogen. http://matylda.dk/   

Arrangementet er støttet af Valby Lokaludvalg.