LYT! Festival: Samtalesalon

08 apr

Dato

08.04.2019, 19:00 til 21:00
Gratis
Tilmelding er nødvendig
Vi springer standardspørgsmål- og svar over i mødet med et nyt menneske, og går direkte til det spændende, svære og sjove i en samtale.

Når vi falder i snak med nye mennesker, sker det ofte, at vi afspiller det samme spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?” Og ofte glemmer vi egentlig at lytte til svaret. Samtalesaloner er en måde at springe de sædvanlige standardspørgsmål- og svar over, og i stedet gå direkte til det spændende, finurlige, svære og sjove, der kan dukke op i en samtale med et nyt menneske.

Aftenens vært er garvet i samtalesaloner

Rasmus Holm vil lede aftenens gang og hjælpe os med at få munden på gled med små øvelser og temaer. Aftenens samtaleemne er selvfølgelig lytning i dens mange former og forgreninger. Så tag en ven under armen eller duk op alene - vi sørger for, at der er samtalepartnere til alle!

Rasmus Holm har i mange år samarbejdet omkring samtalesaloner med Nadja Pass, som er ophavskvinde (sammen med Andreas Lloyd) til konceptet.

En del af LYT! Festival

Arrangementet er en del af LYT festival, hvor vi udfordrer vor tids lydtæppe, hvor skarpe holdninger, vurderinger og egne statusopdateringer optager meget plads. Vi mestrer selviscenesættelsen, men har vi glemt at lytte? Er dét en kunstart, der er trådt i baggrunden i larmen fra os selv og hinanden?

Der kan ligge en lille befrielse i at og skrue ned for sig selv og lade både stilhed og andres fortællinger komme til orde. For hvad opstår der så? Hvad dukker frem af eftertænksomheden? Af litteraturen? Af musikken, lyden og tonerne?

Se programmet for LYT! Festivalen her.

Arrangøren bag LYT! Festival

Arrangørerne bag festivalen er Kulturstationen Vanløse, Valby Kulturhus og Vesterbro Bibliotek/Kulturhus, der byder på en bred vifte af arrangementer hvor man kan gå på opdagelse i lydlandskaber og kunsten at lytte gennem koncerter, foredrag, workshops og oplæsninger.

Praktisk information

Mandag d. 8. april kl. 19:00-21:00.
Kulturstationen Vanløse, Café Oasen, Frode Jakobsens Plads 4, 1. sal, 2720 Vanløse.
Arrangementet er gratis, men husk at tilmelde dig via billetlink.