Kulturnatten - Vitello & Co

  • Vitello logo
    Grafik: René Toft. Tegning: Niels Bo Bojesen (brugt med tilladelse)
11 okt

Dato

11.10.2019, 18:00 til 22:00
Kræver kulturpas.
Kom og oplev Vitellos fantastiske gale balladeverden til Kulturnatten på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus fredag den 11. oktober

Vi elsker Vitello! Den lille ballademager der har henrykket folk i alle aldre igennem uendeligt mange bøger og én spillefilm. På Kulturnatten 2019 bliver Vesterbro Bibliotek og Kulturhus omdannet til et virvar af Vitello værksteder, skøre indfald og fantastisk underholdning for hele familien.

Kom og lav en papfar, gå på monsterjagt, løb baglæns på forhindringsbanen, rids en bildør, lav mad i katastrofekøkkenet, mød manden der har tegnet alle bøgerne, tag på skattejagt, quiz en quiz, spis kage og popcorn, se talende papegøjer og … puha.

  • Rids en bildør: Det er ikke altid nemt at være Vitello når han kommer til at ridse mors super fine gule bil med en haverive! Nu kan du også prøve at ridse en vaskeægte bildør med en vaskeægte rive. Men husk det kun er noget du må hos os og kun denne ene dag!
  • Bagvendtløb: Nogle dage skal du hælde juice på dine cornflakes, lege KRUDT i stedet for skjul og tager tøjet OMVENDT på! Så kom og få omvendt tøj på og løb BAGLÆNS på vores forhindringsbane, mens du tæller hip, tjep, sup, kok, pop, dok, flop, bok, nok, sok, tut, fip. Kan du klare den?
  • Sommerfugleøre værksted: Har du ikke altid bare ønsket dig at dine øre var kæmpestore og lignede sommerfuglevinger? Det er i hvert fald hvad der sker for Verdens Grimmeste Pige, og det kan også sagtens ske for dig i vores sommerfugleøre værksted.
  • Papfar værksted: Det er ikke alle der har en rigtig far. Nogle har en af pap. Vitello har også en papfar. Sådan en kan du også lave i fuld størrelse i verdens første papfar værksted. Her kan der bygges og males papfædre i alle størrelser. 
  • Monsterskattejagt: Monstre er sygt irriterende. Heldigvis kan man med lidt snilde og en god portion sejhed få dem ned med nakken! Kom og løs monster-opgaverne rundt i huset, og vind en monsterpatrulje badge og lidt mundgodt. Det trænger man til efter en god monsterjagt. 
  • Vitello biffen: Kan man finde en far i en pølsevogn eller Gud på en bænk? Hvad gør man når man får en klam kæreste eller fanger sin mor i en monsterfælde? Det ved Vitello, og hvis du vil se hvordan, kan du se det i vores hyggelige Vitello biograf.
  • Katastrofe-Køkken: Kage er godt når man er syg. Det ved alle. Hvis man nu laver kage af sukker og smør og mel og saftevand, kan man så ikke lige så godt putte leverpostej og tandpasta, tyggegummi eller remoulade i? I Katastrofekøkkenet, hvor du kan putte hvad som helst i din kage, så længe du selv husker at smage.
  • Monsterfælden: Det er mega fejt at monstre altid forsøger at snige sig ind på dig om aftenen, når der er helt mørkt. Så er det godt at man kan bygge en vaskeægte monsterfælde med en masse snore og bjælder og ting der larmer. Måske kan du endda selv kravle igennem den uden at larme eller blive fanget?
  • Lær at tegne Vitello med Niels Bo Bojesen: Vil du gerne lære at tegne Vitello? Så kan du glæde dig til vi får besøg af tegneren af alle Vitello bøgerne, Niels Bo Bojesen. Han tegner og fortæller og alle får lov at prøve.  
  • Quizshow: Hvor godt kender du Vitello? Hvad hedder hans bedste ven? Hvem er Gud? Hvad spiser de altid derhjemme? Hvad får mor i julegave? Kom og deltag i den store quiz og vind skønne bogpræmier.
  • Papegøjeshow: Kom og se gråpapegøjen Tanja lave fantastiske tricks, cirkusnumre, genkende farver, danse, fløjte og selvfølgelig snakke. Sammen med sit menneske, Kasper Jensen, underholder de med en enestående bevinget cirkusoplevelse du sent vil glemme.

Vitello

Vitello er en serie af børnebøger om den lille Vitello, der bor alene med sin mor i et rækkehus ved ringvejen. De spiser altid spaghetti med smør og revet ost, og han har tre venner, de irriterende tvillinger Max og Hasse og møgungen William. Vitello er fræk og sjov og kommer altid galt afsted, selvom han altid har de bedste intentioner.

Vitello serien er skrevet af Kim Fupz Aakeson og illustreret af Niels Bo Bojesen. Den første bog udkom i 2008 og serien tæller nu 18 bøger plus en julekalender, læs let bøger og andet. I 2018 kom Vitello filmen. 

Københavns Kulturnat

Kulturnatten er hele Københavns største årlige endagsbegivenhed. Der deltager mere end 260 museer, teatre, biblioteker, ministerier, parker, pladser og mange flere over hele byen - de inviterer alle indenfor til en fantastisk dag, hvor Kulturen skrives med stort K.

På Vesterbro Bibliotek og Kulturhus holder vi hvert år en stor børnefest med masser af forskellige aktiviteter bygget op omkring et fælles tema. For os gælder det om at lave en børnevenlig oase midt i byen, så børnefamilierne kun behøver at tage et sted hen på Kulturnatten.

Arrangør af arrangementet

Vesterbro Bibliotek og Kulturhus er arrangør af "Vitello & Co”. Arrangementet er økonomisk støttet af Vesterbro Lokaludvalg og Kulturnatten Fonden. Derudover er konkurrencepræmier doneret af forlaget Gyldendal.

Praktisk information

Vitello & Co finder sted i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, Lyrskovgade 4, 1758 København V. Det foregår under Kulturnatten: Fredag den 11. oktober 2018, kl. 18.00-22.00.

Der er fri adgang, hvis du har købt et Kulturpas. Du kan se, hvor man kan købe Kulturpas på Kulturnattens hjemmeside.