Blueskoncert og dans med Sahra da Silva Blues Quartet

07 dec

Dato

07.12.2019, 20:00
90 kr. / 60 kr.
Billetter koster kr. 90 per billet. Hvis du er medlem af foreningen koster det kr. 60 per billet.
Blues Dancing CPH inviterer til en aften med masser af dans og lækker bluesmusik, i selskab med Sahra da Silva og hendes Blues Quartet.

Det er Chicagobluesen der er i højsædet og især musik fra et af 50’ernes famøse pladeselskaber, Chess Records, er repræsenteret med sange indspillet af Etta James, Muddy Waters, Howlin Wolf, Willie Dixon m.fl., og mindre kendte, men mindst lige så legendariske Big Maybelle og LaVern Baker.

Programmet byder på masser af lækker bluesmusik og dans. Alle er velkomne, uanset om du har prøvet at danse bluesdans før. Er du ny, så har du mulighed for at lære det grundlæggende til en intro-time før koncerten starter. Er du en erfaren bluesdanser, så fortjener du at opleve Sahra da Silvas sjælfulde stemme.

Og er du vild med bluesmusik, men lidt usikker på det her med dansen, er du også meget velkommen til at dukke op og nyde musikken!

Program

  • Dørene åbner: kl. 20.00
  • Intro-time i bluesdans for begyndere: kl. 20.30
  • Live musik og dans med Sahra da Silva Blues Quartet: kl. 21.00

Arrangør

Koncerten arrangeres af foreningen Blues Dancing CPH i samarbejde med Valby Kulturhus. Evt. overskud fra koncerten går til at foreningen kan arrangere flere arrangementer med bluesdans og livemusik i Valby Kulturhus. Koncerten er støttet af Valby Lokaludvalg.

Det er også muligt at danse bluesdans hver torsdag i Café Incita i Valby Kulturhus. Læs mere om Blues Dancing CPH på deres facebook-side

Sahra da Silva Blues Quartet

"Et sted i midten af soul, blues og jazz står hun klippefast som en stadig spirende sangerinde med en stemme der vokser sig større og flottere for hver dag." Københavnske Sahra da Silva, har de seneste 10+ år været en etableret del af den danske bluesscene. Hun har optrådt med et utal af danske soul og blues artister, her i blandt Mike Andersen og Thorbjørn Risager, opvarmet for den engelske soulsangerinde Joss Stone med flere. Sahra har i den grad fået skabt sig et navn der klinger godt med på blues og soul. Hun har udgivet en EP og et album med sit tidligere originale projekt, “Sahra da Silva & the Jagged Soul” og i 2010 optrådte de sammen i TV programmet “Talent 2010“ på DR1.

Sahra er featured på et hav af indspilninger, senest med “The Cornbread Project” på neo-blues albummet “Catawampus” som udkom april 2019 - og nomineret til en DMA Blues. Her er Sahra i internationalt selselskab med danske Troels Jensen, Big Creek Slim, irske Richard Farrel, amerikanske Mud Morganfield, James Harman, engelske Big Joe Louis og ikke mindst hjernene bag; Laust “Krudtmejer” Nielsen og Peter Nande. Læs mere om Sahra da Silva her.

Line-up: Sahra da Silva (voc), Alain Apaloo (gui), Laust Nielsen (b) og Marco Diallo (d).

Praktisk information

  • Billetter koster kr. 90 per billet.
  • Hvis du er medlem af foreningen koster det kr. 60 per billet.
  • Billetter kan købes online eller i døren.