Copenhagen Fablab

Copenhagen Fablab er et åbent, brugerdrevet værksted, som holder til i Valby Kulturhus og i Værkstedshallerne.

På FabLabs værksteder kan du møde andre kreative sjæle og benytte de mange faciliteter - helt gratis.

Der er ingen tilmelding, og du kan benytte FabLab uden reservation. Du kan ikke forhåndsbooke maskiner - værkstedet er organiseret efter først-til-mølle princippet. Målet er at skabe et sjovt og åbent miljø for kreativ udfoldelse. Copenhagen FabLab er dermed ikke en ”service”, men nærmere et fællesskab af gør-det-selv-mænd og -kvinder, som kan lide at eksperimentere og lære gennem kreative projekter.
Læs mere om FabLab her. 

For at komme i gang som bruger af FabLab, kan du møde op på en af de ugentlige åbne værksteder:

Find næste begivenhed i Facebookgruppen her.

Find næste begivenhed i FabLabs google-kalender her 

Værd at vide om FabLab

Hvad er betingelser for brug?

Når du benytter dig af FabLabs faciliteter, er du forpligtet til at dele dine idéer, prototyper og 3D-tegninger med det globale fablab-netværk. 

Du må ikke anvende fablab-faciliteterne til serieproduktion eller produktion til kommercielle formål. Her henviser vi i stedet til Opfinderrådgivningen hos Teknologisk Institut, der kan hjælpe dig med den forretningsmæssige udvikling af din idé.

Det forventes af dig, at du har kompetencerne til at benytte faciliteterne på en både faglig- og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, og at du følger FabLabs regler.
Se det internationale FabLab charter her.

Hvilke faciliteter stilles til rådighed?

FabLab har en lang række maskiner til kreative projekter: Der findes en elektronikarbejdsplads med tilhørende udstyr, værktøj til træ, 3D-printer med plastiktråd, 3D-mikrofræser og scanner, folieskærer, laserskærer, broderimaskine og CNC-fræser og meget mere!

Læs mere om de forskellige maskiner, og hvor de findes her.

Hvad koster det?

Der er gratis adgang til faciliteterne. Materialer købes via Mobilepay. Du finder telefonnummer og vejledning i værkstederne.

FabLab har skiftende beholdning af materialer til de forskellige maskiner og kan oftest tilbyde:

  • 3 mm akryl i diverse farver og størrelser (max 460x610 mm)
  • 4 mm krydsfiner
  • HDF, 3 og 4 mm 600x400 mm
  • Folie i forskellige farver
  • Plast til 3D-print i forskellige farver
  • Bølgepap, 600x400 mm (mellem 2 og 4 mm)
  • Mosgummi, 2 mm

Spørgsmål?

Der sker mange ting i Copenhagen Fablab. For de nyeste informationer og nyheder, status på maskiner og spørgsmål til programmer, gode råd, mm. opfordrer vi til, at man melder sig ind i vores Facebookgruppe "Copenhagen Fablab". Find Facebookgruppen her.

Aftaledokument vedr. brugeradgang til værksteder i Valby Kulturhus