Fra avocado til kunst: Bæredygtig kunst i Valby Kulturhus

En udstilling af naturfarvede kunstværker sætter fokus på bæredygtighed og kreativ udfoldelse i Valby Kulturhus.

I samarbejde med Valby Kulturhus har en gruppe studerende fra Københavns Professionshøjskole arbejdet med en vision om at skabe et organisk kunstværk til husets teatergang. Gruppen består af seks pædagogstuderende, Toke Stein, Stine Berggreen, Clara Bidstrup, Sofie Lundedal og Karoline Klippmann, der har valgfaget ‘Kulturprojekter og kulturelt iværksætteri’.

I samskabelse med en børnegruppe i alderen 5-6 år fra Timotheus Sogns Børnehave i Valby, har de derfor skabt et kunstværk sammensat af naturfarvede, aflagte klæder. Deres formål med projektet er at skabe mere liv i Valby Kulturhus’ teatergang og give en børnegruppe en dag med fokus på bæredygtighed og kreativ udfoldelse.

Bæredygtighed i fokus

Naturen kan meget. Endda mere end du aner. Gennem brugen af bioorganisk køkkenaffald, såsom skræller fra løg og avocadoer, er det muligt at farve eksempelvis gamle lagner og tøj fra dit klædeskab. Det betyder, at du ved hjælp af få midler kan give dine aflagte og ellers ubrugelige klæder nyt liv. Udstillingen giver indblik i, hvordan du kan opnå unikke udtryk ved simple metoder.

Image
Batik

Workshop

I starten af oktober afholdt de studerende en workshop med børnene fra Timotheus Sogns Børnehave. Det var en kreativ formiddag, der startede i den lille grønne oase udenfor kulturhuset, kaldet Valbyhaven. I haven finder du alt fra frodige planter og farverige blomster til duftende krydderurter. Valbyhaven er en byhave, skabt og passet af en gruppe frivillige. En af de frivillige, Jade Hannah Smith, der arbejder med plantefarvning, hjalp de studerende med at finde de helt rigtige blomster.

Til workshoppen startede børnene ud med at plukke planter fra haven, som senere skulle anvendes i det endelige kunstværk. Derudover satte haven gang i børnenes sanser. Der blev duftet til blomster og planter, hvilket skabte gode snakke om naturens dufte og smage.

Fakta

Værkerne kan opleves fra den 26. oktober i Valby Kulturhus’ teatergang

Projektet er et samarbejde mellem Valby Kulturhus og Københavns Professionshøjskole 

Værkerne er skabt af Toke Stein, Stine Berggreen, Clara Bidstrup, Sofie Lundedal og Karoline Klippmann og en børnegruppe fra Timotheus Sogns Børnehave 

Tak til Jade og Valbyhaven for plantefarve-ekspertise og donation af blomster