Zone2s Forårsfestival 2019

  • Draahold 1
  • Dramahold 2
  • Musikelev til koncert
Hvert år i maj måned markerer Zone2 afslutningen på holdsæsonen med forårsfestivalen, hvor dans, musik og teater er på programmet.

Hvert år afsluttes holdsæsonen med en flot og farverig festival hvor børnene viser, hvad de har lært i løbet af året. Forårsfestivalen finder sted i maj måned med teaterforestillinger, små musikstykker og dansekoreografier på programmet

Et stærkt samarbejde

Deltagerne på Zone2’s teater & dramahold, musikhold og Streetdancehold er selv med til at planlægge og producere deres forestillinger. De skriver tekster, laver koreografier og vælger deres musikstykker. Alt dette vil de gerne give en smagsprøve på til festivalen. 

Program

Forårsfestivalen spreder sig i år over weekenden 11. og 12. maj. Og alle festival arrangementer foregår i Teatersalen i Valby Kulturhus. 

Lørdag d. 11. maj

11.00 Danseopvisning 1 med Zone2s mandags-dansehold, samt øved-torsdags-holdet.

11.30 Danseopvisning 2 med Zone2s torsdags-dansehold, samt de store mandags-dansehold.

15.00 Teaterforestilling med dramahold 1: “U-RET-FÆR-DIGT”

15.50 Teaterforestilling med dramahold 2: “Frihed, lighed og søsterskab”

Søndag den 12. maj

11.00 Teaterforestilling med dramahold 1: “U-RET-FÆR-DIGT”

11.50 Teaterforestilling med dramahold 2: “Frihed, lighed og søsterskab”

14.30 Koncert med elever fra den individuelle musikundervisning. Der spilles i to akter med 20 min pause i mellem. 

Pris og praktisk

Der sælges billetter separat til hvert enkelt show/forestilling/koncert. 

30 kr. for en voksenbillet og 10 kr. for et barn. Optrædende børn kommer gratis til andre forestillinger - MEN kommer kun ind hvis der er plads. Vil man sikre sig plads, skal der købes billet på forhånd. 

I alle pauser vil der være Cafésalg af kaffe & kage, te og saft. Cafesalget vil desuden være efter de tidlige forestillinger og før de sene. 

Om de forskellige festivalindslag

Danseopvisninger ved alle streetdance holdene. Mandagsholdene ved instruktør Iris Thomsen: 5-6-årige, 7-8-årige og 9-12-årige, danser kl. 11.00 Torsdagsholdene ved instruktør Isabel Escudero: 6-8-årige og øvede 10-15-årige danser kl. 11.30. Desuden gæsteoptræder de ældste elever på kryds til de to opvisninger. Pga begrænsede pladser må man nøjes med at se det ene show.

Koncert ved Bozena Wetchacz's guitar, klaver og sangelever. Eleverne optræder efter hinanden, med et nummer eller to. Koncerten kommer til at bestå af en blanding af klassisk og rytmisk musik. Man kan bl.a. høre 'Moonlight sonate' af Ludvig Van Beethoven, 'vals sentimentale' af Pjotr Ilitj Tjajkovskij, 'Shallow' og 'Remember Us This Way' fra  'A Star is Born' og mange flere... 

Teaterforestillinger med de to dramahold, ved Mathilde Eusebius (samt Johan Thorsboe og Anna Lund):  

- HOLD 1 “U-RET-FÆR-DIGT”. Holdet med elever fra 8-12 år har i år arbejdet med teaterets grundsten: at finde på, lege, improvisere og stå frem. De sidste måneder har vi arbejdet med at finde på scener selv, at arbejde med skrevne scener og at lave fysiske scener uden ord. Det har udmundet sig i en lille forestilling med udgangspunkt i temaet “URETFÆRDIGHED” - og alle de ting som man som både børn og voksne kan opleve som bunduretfærdigt, herre-snyd og bare ikke i orden! Klimakrise, Donald Trump, Fætter BR’s lukning og ulighed mellem søskende. Der er ikke noget for stort eller småt til at vi har taget det under vores lup. Holdet var primært første-gangs-teater-holds-gængere, og alle har taget et stort skridt i arbejdet med at lave teater og at være et godt hold, der arbejder sammen. Vi glæder os til at byde publikum indenfor. Tekster af eleverne, Anna Lund, Johan Thorsboe & Mathilde Eusebius.

- HOLD 2 “Frihed, lighed & søsterskab”. Eleverne fra 12-15 år har i år arbejdet målrettet i et halvt år mod at stable forestillingen “Frihed, lighed og søsterskab” på benene. Teksten blev skrevet i slutningen af 2018 af hjælpelærer Anna Lund, og eleverne har med stor dedikation arbejdet med karakter, replikker og fysik. Med udgangspunkt i et hold med 14 unge piger, foregår forestillingen i et samfund helt uden mænd: Vi er i et dystopisk diktatur. Samfundet har for 25 år siden udryddet alle mænd for at undgå undertrykkelse og går op i komplet lighed, men ledes stadig af Etteren og hendes soldater. Vi møder forskellige folkegrupper som spidsborgerne, der forguder Etteren, og rebellerne, der ønsker mere frihed. Forestillingen centrerer sig omkring spørgsmålet om lighed og frihed. Har Etteren ret i, at der altid må være en leder for at alle kan være frie? Forestillingen foregår i en minimalistisk scenografi med videoer og musik. Vi glæder os til at byde publikum inden for i en dystopisk, feministisk fremtid. For friheden, for ligheden og for søsterskabet!
Manuskript & rekvisitter: Anna Lund. Kostumer & video: Johan Thorsboe. Scenografi: Ewan Wallin. Instruktion: Mathilde Eusebius.