Se fotos af foreningslivet i Valby Hallen

Ny flot fotoserie på 24 store sort/hvide fotos hylder foreningslivet ugen rundt i Valby Hallen. Fem fotografelever har skudt de mange fotos.

Valby Hallen har fået ny visuel udsmygning. Nu kan du se en række store fotos, der viser både glæden og smerten ved at dyrke idræt.

Foreningsliv i alle afskygninger 

Serien består af 24 sort/hvide fotos på 140 x 150 centimeter, der befinder sig på væggen inde i selve kernen af Valby Hallen - eller dét, der i daglig tale kaldes hal 1, 2 eller 3.

Det særlige ved denne fotoserie er, at den viser foreningslivet, præcis som det tager sig ud i Valby Hallen. Her finder man unge som gamle. Dem, der kommer om mandagen, og dem, der kommer om fredagen, uanset om man står på rulleskøjter eller løber rundt med en ketcher i hånden. Alt er med, og det gør fotoserien unik.

Fem fotografer fortolker foreningslivet

Fotograferne bag de 24 fotos hedder Anna Hyvärinen, Asgar Korsgaard, Janemarie Mekoline Pedersen, Liselotte Rasmussen og Oliver Botfeldt.

Disse fem fotografer er elever hos KBH Film og Fotoskole. De brugte en hel uge i slutningen af januar 2018 på at skyde de mange fotos af foreningsaktiviteterne i Valby Hallen og Gl. Hal. Serien har fået titlen "Foreningsliv". Pernille Montage har stået for monteringen af de store fotos, som hænges op i hallen.

Brugerbestyrelsen skød projektet i gang

Bag fotoprojektet står brugerbestyrelsen i Valby Hallen. Brugerbestyrelsen får hvert år tildelt en pulje frie midler, og i år har brugerbestyrelsen besluttet anvende midlerne til dette projekt.

"Foreningsliv" er dermed resultatet af et samarbejde mellem KBH Film og Fotoskole, Pernille Montage, idrætsforeningerne og deres aktiviteter, og Valby Hallen.

Det er inspirerende arbejde, og du er altid velkommen til at lægge vejen forbi hallen og se de mange fotos.