Ny ombygning af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus

Alle funktionerne på 2., 3. og 4. sal bliver berørt af ombygningen, der ventes færdig med udgangen af september 2018.

Med Borgerrepræsentationens beslutning om, at 10. klasserne fra Vesterbro Ny Skole fra det nye skoleår flytter ind i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, bliver en omfattende ombygning nødvendig.

Se også: 10. klasser flytter ind hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Ombygningen vil foregå fra 1. maj – 30. september 2018. Mens ombygningen foregår, vil der være lukket helt ned for aktivitet på 2., 3. og 4. sal. Det betyder bl.a., at det ikke er muligt at booke lokaler og afvikle arrangementer på disse etager, mens ombygningen står på. I atelieret på 4. sal går håndværkerne allerede i gang fra 2. april, så her er der lukket for aktivitet allerede efter Påske.

Når ombygningen er færdig, vil 10. klasserne lægge beslag på de nye lokaler i dagtimerne. Men i aftentimerne vil lokalerne kunne bookes af københavnerne til møde- og kulturaktiviteter.

Bibliotek og keramik fortsat åbent

Biblioteket i stueetagen og på 1. sal bliver kun berørt i mindre omfang. Alle funktioner og aktiviteter på disse etager vil fortætte, mens ombygningen står på.

Ombygningen betyder bl.a. at Vesterbro Bibliotek og Kulturhus får ny hovedindgang og ny elevator. Den nye hovedindgang vender mod Lyrskovgade og placeres mellem opgang 2 og 4. Det betyder, at man fremover vil kunne gå direkte fra gaden og ind på biblioteket.

Keramikværkstedet på 3. sal bliver ikke berørt af ombygningen. Alle keramikbrugerne kan fortsætte deres aktiviteter som hidtil under ombygningen.

Ombygning skaber forstyrrelser

Det er umuligt med så omfattende en ombygning, at der ikke forekommer forstyrrelser for brugerne. Men vi vil gøre, hvad vi kan for at skabe en gnidningsfri proces:

  • Har du allerede booket et mødelokale: Desværre er vi nødt til at aflyse alle bookinger i maj, juni, juli, august og september måned 2018, da alle mødelokaler bliver berørt af ombygningen. Har du en booking i den pågældende periode, bliver du kontaktet direkte af os.
  • Har du planer om at booke et mødelokale: Under ombygningen er det ikke muligt at benytte mødelokalerne. Ombygningen betyder, at en række af de nuværende mødelokaler forsvinder, mens nye mødelokaler kommer til. Når vi er på plads med de nye lokaler i bookingsystemet, bliver det igen muligt at booke lokalerne til brug fra 1. oktober 2018. Vi bringer en nyhed her på siden, når vi er klar med bookingsystemet.
  • Er du bruger af atelieret eller kontorhub: Desværre betyder ombygningen, at atelieret og kontorhub ikke længere er tilgængelige som tilbud i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. De fortsætter heller ikke som tilbud, når ombygningen er færdig. For brugerne af kontorhubben er det et endeligt punktum. Håndværkerne starter allerede fra 2. april med ombygningen på 4. sal. For brugerne af atelieret kommer der en erstatningsmulighed hos Vesterbro Ny Skole. Vi bringer en nyhed her på siden, når erstatningsmuligheden er klar.
  • Er du bruger af keramikværkstedet: Keramikværkstedet på 3. sal bliver ikke direkte berørt af ombygningen, men der vil være perioder, hvor elevator og opgangen Lyrskovgade 2 ikke vil være tilgængelige. 
  • Er du bruger af biblioteket: Hverken voksenbiblioteket i stueetagen eller børnebiblioteket på 1. sal og de tilhørende aktiviteter bliver berørt i væsentlig grad af ombygningen. Dog skal der anlægges ny hovedindgang i området mellem de to trappeopgange i stueetagen, hvorfor der skal indrettes nye betjeningsområder hos voksenbiblioteket. Hos børnebiblioteket bliver der opstillet et kreakøkken bagerst i krealokalet. 

Vi vil opfordrer til, at alle bidrager til en nem og gnidningsfri ombygning, så vi hurtigst muligt kan slå dørene op til nyindrettede omgivelser.

Vi håber, at du vil udvise forståelse for de forstyrrelser, der eventuelt måtte komme.