Copenhagen Fablab

Vi stiller digitale faciliteter i 2D- og 3D-fabrikation til rådighed.

Målet med Copenhagen Fablab er at stille faciliteter til rådighed, hvor københavnerne kan udvikle og afprøve gode idéer. Når man har udviklet sin gode idé, er man forpligtet til at dele idéen med det globale fablab-netværk, og man må ikke benytte fablab-faciliteterne til serieproduktion af idéen.

Copenhagen Fablab er en del af det globale fablab-netværk, der udspringer fra MIT (Massachusetts Institute of Technology, Boston, USA), og er i dag udbredt til over 40 lande. Copenhagen Fablab anerkender det globale fablab-charter, der stiller krav om offentlig adgang, udbredelse af fablab-chartet, fælles standarder mellem fablabs for hvilke maskiner der stilles til rådighed, og endelig krav om deling af fablab-produkter i fablab-netværket.

Hvornår er der åben?

Copenhagen Fablab har åben: Mandag-søndag kl. 08:00-22:30 - Copenhagen Fablab holder lukket 31. december. Bemærk desuden at Copenhagen Fablab kan holde lukket i dagtimerne, da lokalerne også kan benyttes til undervisningsbrug.

Hold dig opdateret på nyheder og åbningstider i vores Facebookgruppe "Copenhagen Fablab". 

Hvad koster det?

Der er gratis adgang til faciliteterne. Materialer købes via Mobilepay. Du finder telefonnummer og vejledning i FabLab.

Vi har skiftende beholdning af følgende materialer:

- 3 mm akryl i diverse farver og størrelser (max 460x610 mm)
- 4 mm krydsfiner
- HDF, 3 og 4 mm 600x400 mm
- Folie i forskellige farver
- Plast til 3D-print i forskellige farver
- Bølgepap, 600x400 mm (mellem 2 og 4 mm)
- Mosgummi, 2 mm

Hvilke faciliteter stilles til rådighed?

Elektronikarbejdsplads med tilhørende udstyr, værktøj til træ, 3D-printer med plastiktråd, 3D-mikrofræser og scanner, folieskærer, laserskærer, broderimaskine og CNC-fræser. Til hver maskine er knyttet en computerarbejdsplads.

Vi anbefaler, at du medbringer din færdige 3D-tegning hjemmefra. I den forbindelse kan du med fordel downloade følgende 3D-grafiske tegneprogram: Google SketchUp (download), Autodesk 123D (download) eller Tinkercad (netbaseret). Til laserskæring anbefaler vi at du tegner i Inkscape.

Hvad forventes der af dig?

Det forventes af dig, at du har kompetencerne til at benytte faciliteterne på en både faglig- og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Det forventes, at du er parat til at dele dine idéer, prototyper og 3D-tegninger med det globale fablab-netværk. Har du brug for vejledning, vil der typisk være en fablabmedarbejder til stede tirsdag fra kl. 15.

Det forventes desuden, at du ikke anvender fablab-faciliteterne til serieproduktion af din idé. Her henviser vi i stedet til Opfinderrådgivningen hos Teknologisk Institut, der kan hjælpe dig med den forretningsmæssige udvikling af din idé.

Hvordan deler man?

Som bruger af Copenhagen Fablab forpligter man sig til at dele idéer, prototyper og 3D-arbejdstegninger med det globale fablab-netværk.

Få adgang til Copenhagen Fablab-netværket ved at klikke her. 

Spørgsmål?

Skriv til kulturv@kff.kk.dk  

Der sker mange ting i Copenhagen Fablab og for de nyeste informationer, status på maskiner og spørgsmål til programmer, gode råd, mm. opfordrer vi til, at man melder sig ind i vores facebook gruppe "Copenhagen Fablab".

Klik her for at melde dig ind i Facebookgruppen "Copenhagen Fablab".